MENU
26. oktober 2021

Præcisionsværktøj minimerer brugen af midler mod ukrudt

Et nyt præcisionsværktøj kan identificere ukrudt på marken ved hjælp af dronebilleder. Dronebillederne bruges til at lave et tildelingskort, som giver mulighed for at reducere brugen af de midler, der slår tidsler og andet ukrudt ned. Det har både gevinster for miljøet og landmandens økonomi.

SEGES har udarbejdet et nyt præcisionsværktøj til landmanden. Præcisionsværktøjet hedder Thistle Tool og er, som navnet antyder, sat i verden for at målrette bekæmpelsen af tidsler og andet rodukrudt på marken. Værktøjet har til formål at reducere forbruget af de midler, som beskytter planterne på marken mod ukrudt. Faktisk kan værktøjet i nogle behandlingsformer reducere landmandens forbrug af plantebeskyttelsesmidler med op til 90 procent. Det er godt både for miljøet og landmandens pengepung.

Ved hjælp af højtopløselige billeder taget med en drone kan værktøjet identificere ukrudt på marken ved at udnytte farveforskellen mellem afgrøde og ukrudt inden høst. Billederne bruges til at udarbejde et tildelingskort over marken i CropManager. Derefter kan landmanden lave præcise sprøjtninger med plantebeskyttelsesmidler på kun de områder, hvor der er ukrudt på marken. Rodukrudt findes nemlig oftest i pletter på marken, hvorfor Thistle Tool er et smart værktøj.

-  Ved at gøre pletsprøjtning tilgængeligt for landmænd via Thistle Tool i CropManager har vi for første gang fået et dronebaseret præcisionsværktøj ud at virke i stor skala praksis. Målrettet indsats med plantebeskyttelsesmidler bliver mere og mere aktuelt, og med Thistle Tool er vi med helt fremme med den nyeste teknologi, siger Rasmus Emil Jensen, Specialkonsulent for Planteværn i SEGES.

Flere faktorer er vigtige for at opnå de bedste betingelser til at udarbejde et kort over marken. Billedkvaliteten og nøjagtigheden af dronens GPS er vigtige for at skabe den bedst mulige kvalitet af det endelige tildelingskort. Herudover spiller landmandens tilgængelige teknik også en rolle. Værktøjet kræver nemlig en sprøjte med sektions- eller dyseafluk.

 





Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen