MENU
14. september 2020

Sektordirektør skal styrke arbejdet med landbrugets økonomi

Landbrugets sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse opretter fuldtidsstilling som sektordirektør. Dermed skærper sektoren arbejdet med erhvervets ledelsesmæssige og økonomiske forhold.
Anett Skov Marcussen er Økonomi & Virksomhedsledelses første sektordirektør. Foto: SEGES
Anett Skov Marcussen er Økonomi & Virksomhedsledelses første sektordirektør. Foto: SEGES

 

Uanset om gårdens hovedproduktion er mælk, kød eller planter, så er økonomi og ledelse af gården alfa og omega.

Derfor dannede Landbrug & Fødevarer i 2017 Sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse. Bestyrelsen for sektoren for Økonomi & Virksomhedsledelse har fokus på styrke arbejdet med økonomi og ledelse internt i erhvervet. Sektoren har også arbejdet for at få opmærksomhed om, hvor afgørende det er for det enkelte landbrug at have konstant fokus på økonomi og ledelse.

Nu tages næste skridt. Sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse vil fremover have en sektordirektør på fuld tid, på samme måde som sektorerne for Kvæg, Svin og Planter. 

Fremtidig sektordirektør bliver Anett Skov Marcussen. Siden 2017 har Anett Skov Marcussen ved siden af sin opgave som afdelingschef for Jura & Skat i SEGES varetaget opgaven som sektoransvarlig for Økonomi & Virksomhedsledelse. Stillingen som afdelingschef for Jura & Skat opslåes snarest muligt.

Understreger behovet for at arbejde med landbruges økonomi

- Økonomi og virksomhedsledelse er et utroligt afgørende indsatsområde for alle landmænd og for erhvervet som helhed, siger sektorformand Anders Harck.
 - Vi har behov for, at dansk landbrug får en meget, meget mere robust økonomi. Der venter landbruget både opture og nedture også i fremtiden og vi skal være rustet til at klare dårlige tider men også gearet til at gribe de muligheder, der viser sig forude. Derfor har vi brug for en stærk sektordirektør, som i bredt samarbejde med resten af erhvervet kan være med til at ruste os til fremtiden, siger Anders Harck.

Direktør for SEGES Ejnar Schultz er enig.
- Der kan og skal altid arbejdes med at styrke landbrugets økonomi og ledelseskraften i landbruget. Det gælder uanset rammevilkår og uanset om afsætningsforholdene for landbrugets produkter er gunstige eller ej. Betydningen af god ledelse, strategi og bundlinje bliver ikke mindre i fremtidens landbrug, og derfor styrker vi nu såvel ledelsen af sektoren for Økonomi & Virksomhedsledelse som ledelsen af SEGES’ afdeling for jura og skat ved at ansætte en leder på fuld tid, siger Ejnar Schultz.

Både han og Anders Harck er glade for, at Anett Skov Marcussen har sagt ja til at fortsætte sit arbejde på området som direktør for Økonomi & Virksomhedsledelse.

Robusthed og økonomisk bæredygtighed
Anett Skov Marcussen glæder sig til at kunne dedikere sig 100 procent til opgaven som sektordirektør og sætte ledelse og økonomisk robusthed på dagsordenen sammen med sektorbestyrelsen for Økonomi & Virksomhedsledelse.

- Arbejdet med at øge bæredygtigheden i dansk landbrug er i fuld gang, og på forskellig måde er det også et internationalt kendetegn og konkurrenceparameter for dansk landbrug. Men bæredygtighed handler ikke kun om at styrke den grønne bundlinje, det handler netop også om at sikre, at erhvervet er rustet på ledelseskompetencer og økonomiske rammer, så vi får et mere robust landbrug. Jeg glæder mig meget til at kunne fokusere på denne væsentlige opgave i samarbejde med landbrugsrådgivningen og den finansielle sektor, lige som jeg ser frem til at øge samarbejdet på tværs af de landbrugsfaglige grene, alt sammen til gavn for landmanden, siger Anett Skov Marcussen.

CV Anett Skov Marcussen
Uddannet Skatterevisor, MTA(CBS) samt Service Excellence Chefakademiet (CBS)
September 2020: Sektordirektør Økonomi & Virksomhedsledelse, SEGES
2017: Sektorchef Økonomi & Virksomhedsledelse samt Afdelingschef Jura og Skat, SEGES
2013-2017: Skattechef samt afdelingsleder for skat og erhvervsjura, SEGES
2006-2013: Jyske Bank, skatterådgiver og siden leder af Skatterådgivningen
1986-2006: Skat, skatterevisor.

 

Pressekontakt: 
Marie Gang Larsen, tlf 29 46 21 86 magl@lf.dk

 



Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen