MENU
27. oktober 2021

Grøn omstilling: Ærter skal tilbage på de danske marker og ind i vores mad

Et nyt projekt, KlimÆPro, skal få mad-ærter tilbage på de danske marker og som ingrediens i fødevarer, men det forudsætter viden om ærternes kvalitet, smag og klimaaftryk. Det går SEGES, AU Food og en række virksomheder i gang med at skabe med støtte fra Landbrugsstyrelsens GUDP-program, der støtter grønne udviklingsinitiativer.
Landbrugets videns- og innovationshus SEGES er et af de steder i Danmark, hvor der arbejdes mest intensivt og konkret med udvikling af viden om nye afgrøder til plantebaserede fødevarer. En afgrøde, som SEGES ser stort potentiale i, er ærter. Blandt andet fordi det ikke er en fremmed afgrøde på danske marker eller en fremmed råvare for danske forbrugere. Foto: SEGES.
Landbrugets videns- og innovationshus SEGES er et af de steder i Danmark, hvor der arbejdes mest intensivt og konkret med udvikling af viden om nye afgrøder til plantebaserede fødevarer. En afgrøde, som SEGES ser stort potentiale i, er ærter. Blandt andet fordi det ikke er en fremmed afgrøde på danske marker eller en fremmed råvare for danske forbrugere. Foto: SEGES.

Når forbrugere vælger plantebaserede fødevarer i køledisken, så skal fødevarerne være lavet af ingredienser fra danske marker. 

Det er filosofien i dansk landbrug. Og derfor skal ærter til plantebaserede fødevarer nu ind på de danske marker. Det mener landbrugets videns- og innovationshus SEGES.
- Ærter har utroligt mange fordele. De er rige på protein, og de kan være smagsneutrale, og derfor er ærter helt oplagte at forarbejde til for eksempel mel, så de kan indgå som ingrediens i fødevarer, som drikke, plantefars og andre produkter, siger landskonsulent Mette Damborg Hansen, SEGES.

- Ærterne kan erstatte andre protein-ingredienser som importeres til brug i fødevarer, for eksempel soja. Men som det er i dag kan kvaliteten af danske ærter, specielt i forhold til smag og aroma, desværre ikke måle sig med soja. Derfor kan produktionen ikke møde markedets efterspørgsel, hverken i volumen eller kvalitet, siger Mette Damborg Hansen. 

- Men der er et stort potentiale. Det danske klima passer godt til dyrkning af modne ærter, og vi tror på, at Danmark kan blive Europas ærtebælte og på den måde leverer råvarerne til fremtidens plantebaserede fødevarer med lavt klima- og miljøaftryk, som jo er noget af det, vi er særligt gode til i det danske markbrug, siger Mette Damborg Hansen.

Derfor sætter SEGES projektet KlimÆPro i søen. Det handler om at få dansk sortsudvikling, dyrkning og forarbejdning af ærter op at stå ved at skabe den viden, som landmænd og virksomheder har brug for, for eksempel om sorter, dyrkningsmetoder, kvalitet, smagsoplevelser, protein- og stivelseindhold. Arbejdet sker i meget tæt samarbejde med virksomhederne Nordic Seed, Cosucra og Dragsbæk samt AU Food og Food Cluster Thy.

Innovationsprojektet støttes af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprojekt, GUDP, med 13 millioner kroner.

Det indgår også i arbejdet, at der indsamles data til en livscyklusanalyse (LCA) for ærternes fra jord til bord, hvilket er vigtigt i forhold til at vurdere og dokumentere klima-aftrykket i værdikæden. 

- Hvis vi lykkes med at skabe viden og sammenhæng i værdikæden, så har vi forhåbentlig om 5-7 år en masse danske landmænd, der dyrker ærter til fødevarer, og i butikkerne og på restauranter kan forbrugerne købe mad og måltider, der indeholder ærteprotein Made in Denmark. Det ville være en fantastisk succes, og så kan vi lægge endnu en brik i den grønne omstilling og udviklingen af dansk landbrug og fødevareproduktion, siger Mette Damborg Hansen.

Pressekontakt: Marie Gang Larsen 29 46 21 86
 



Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen