MENU
5. september 2020

Første græsprotein-anlæg i drift

Fødevareministeren sagde ved åbningen af anlægget på Ausumgaard ved Struer, at græsprotein kan blive en grøn revolution for landbruget.
Fødevareminister Mogens Jensen klipper den - i dagens anledning grønne snor til græsproteinanlægget på Ausumgaard. Til venstre Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj, som ejer Ausumgaard og med ryggen til Steen Bitsch, adm. direktør i Vestjyllands Andel, der har investeret i anlægget og i at kommercialisere produktionen af græsprotein til foder.
Fødevareminister Mogens Jensen klipper den - i dagens anledning grønne snor til græsproteinanlægget på Ausumgaard. Til venstre Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj, som ejer Ausumgaard og med ryggen til Steen Bitsch, adm. direktør i Vestjyllands Andel, der har investeret i anlægget og i at kommercialisere produktionen af græsprotein til foder.

Danmarks første gårdanlæg til bioraffinering af græs er nu indviet, og det stod fødevareminister Mogens Jensen for. 

Anlægget, som Vestjyllands Andel, Ausumgaard, SEGES og R&D Engineering & Automation står bag, ligger på Ausumgaard ved Struer og er det første af sin slags i Danmark. Finansieringen af anlægget er bl.a. hjulpet på vej af GUDP, som har bevilget 14 millioner kr. til projektet.

Læs mere her.

I sin åbningstale lage ministeren bl.a. vægt på, at græs er ét af de bæredygtige, lokalt producerede alternative proteiner, som skal være med til at nedbringe mængderne af importeret soja.

- På gourmet-restauranter landet over har det nye nordiske køkken de seneste år gjort det moderne for os mennesker at spise mad lavet af lokale råvarer. Og nu er det blevet dyrenes tur. Ved hjælp af det anlæg, vi indvier her i dag, skal danske dyr i fremtiden have deres proteintilskud fra dansk græs i stedet for fra sydamerikansk soja, lød det fra Mogens Jensen.

Han pointerede desuden, at drøvtyggere som kvæg og får i århundreder har nydt godt af næringen i de saftige græsmarker. Det nye er, at det ved hjælp af bioraffinering er muligt for ”en-mavede” dyr som svin og kyllinger – og potentielt også mennesker – at fordøje proteinerne.
- Det er en teknologi, som kan få enorm betydning. For jeg er sikker på, at vi her har fat i et koncept, som kan udbredes til mange andre landbrug i resten af Danmark – og også i meget større skala. Det kan potentielt blive en grøn revolution for landbruget. Både fordi vi kan få afløst den u-bæredygtige soja-import, men også fordi græs i forhold til andre afgrøder er langt mere miljø- og klimavenligt, fortalte fødevareministeren.

Vestjysk anlæg
Også Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer, var blandt gæstetalerne ved indvielsen. 
- Det er godt, at vi har landmænd som Maria og Kristian (Karlshøj fra Ausumgaard, red.), der ser muligheder og
har lyst og mod til at gøre idéer til virkelighed. Det er stærkt, at vi har forsknings-og udviklingsmiljøer, der kan
arbejde sammen og gøre forskning til et praktisk projekt.

Vestjyllands Andels adm direktør, Steen Bitsch, havde fokus på vigtigheden af selvforsyning:

- Tidligt i Corona-krisen mærkede vi en øjeblikkelig nedlukning af importen af protein fra Kina. I denne nedlukning havde vi i Vestjyllands Andel heldigvis mulighed for at strække os igennem perioden med de søstjerneproteiner, vi havde på lager. Det understreger dog med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at vi er i stand til at forsyne os selv. Og her har vi en tyrkertro på, at vi står med et projekt og en mulighed for at bære dansk landbrug ind i det næste årtusinde, lød det fra Steen Bitsch.

Udover ovennævnte blev der afholdt åbningstaler af Asbjørn Børsting, direktør i DAKOFO, Axel Manøe Jepsen, direktør i R&D og Kristian Lundgaard-Karlshøj, ejer af Ausumgaard.


Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen