MENU
29. november 2021

Økologisk planteavler fra Fyn bliver Danmarksmester i Jordfrugtbarhed

På Økologikongressen 2021 blev den første Danmarksmester i Jordfrugtbarhed kåret. Vinderen blev den økologiske planteavler, Christian Bang fra Fyn.
Christian Bang fra Fyn er den første vinder af DM i Jordfrugtbarhed. Konkurrencen er arrangeret af SEGES og Landbrug & Fødevarer.
Christian Bang fra Fyn er den første vinder af DM i Jordfrugtbarhed. Konkurrencen er arrangeret af SEGES og Landbrug & Fødevarer.

Den første Danmarksmester i Jordfrugtbarhed for økologer er nu fundet. Det er den økologiske planteavler Christian Bang fra Ørelykkegaard på Fyn, som kan bryste sig af den fine titel. Han blev udnævnt som vinder af konkurrencen d. 25. november på Økologikongressen 2021.

Christian Bang driver en økologisk planteavlsbedrift på 75 hektar på Fyn, hvor han også passer jord for to kollegaer. For at optimere udbyttet af afgrøderne veksler han mellem, hvilke afgrøder han dyrker år efter år.

Christian har stort fokus på det fysiske miljø i jorden, og forsøger at holde sig til så lidt og skånsom trafik som muligt. Behandlingen af jorden og såning ordnes i en arbejdsgang, der arbejdes med kontrolleret trafik og så lavt dæktryk som muligt, og Christian undgår så vidt muligt tunge gyllevogne på markerne.

Christian benytter sig også af præcisionslandbrug på sin bedrift, hvor han blandt andet regulerer og tilpasser udsæden på marken. 

Hans efterafgrøder tilpasses også den enkelte marks behov, og de blomstrende efterafgrøder tiltrækker masser af insekter. Han har desuden fokus på at få vendt så meget plantemateriale som muligt ned i mulden, da det er en vigtig faktor for at fremme jordens frugtbarhed.

Konkurrencen har til formål at finde og hylde de landmænd, der gør en ekstraordinær indsats for at øge jordfrugtbarheden på deres marker. 

Det er vigtigt at have fokus på jordens frugtbarhed, da afgrøderne skal have de bedste betingelser for at vokse og gro. Jorden skal have en god evne til at modstå stress fra f.eks. udtørring, jordpakning og vinderosion.

Konkurrencen er opdelt i to, og der skal derfor også kåres en vinder i kategorien ”andre dyrkningsformer”. Vinderen kåres på Plantekongressen d. 13. januar 2022.

Danmarksmesterskabet i Jordfrugtbarhed er arrangeret af SEGES og Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Økologikongressen er desuden arrangeret af Økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening og Innovationscenter for Økologisk Landbrug i samarbejde med ICROFS og Foreningen for Biodynamisk Jordbrug.

 


Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen