Med viden og data fra KMP-fuldfoder kan mælkeproducent Helge Nielsen justere sammensætningen af sin foderblanding. Køerne kvitterer ved at give meget mere mælk.
Fire kilo mælk mere per ko om dagen i gennemsnit, øget sundhed i besætningen, et drastisk fald i udgifter til dyrlægen og langt bedre føling med og viden om, hvad køerne får at æde.
Den slags resultater har Helge Nielsen, økologisk mælkeproducent ved Skave nær Holstebro, kunnet notere sig, efter at han for et års tid siden begyndte at fodre med kompakt foder og månedlige analyser af foderet med KMP-fuldfoder.
-Siden vi gik over til kompakt fuldfoder, er det kun gået én vej med mælkeydelsen: Opad. I løbet af det første år steg vi 700 kilo EKM per årsko, så vi er på vej mod 12.000 kilo EKM, fortæller Helge Nielsen.
Stigningen kom meget pludseligt, da vi gik i gang med fuldfoderet. Om det er den eneste grund til den større ydelse, kan man ikke sige, men noget kunne tyde på det, for vi har ikke ændret på andet.
Økologisk mælkeproducent, Helge Nielsen
Større sikkerhed med foderprøver
Som et centralt punkt i sin succes peger han, der selv udfører foderkontrol i DMS Dyregistrering, på den månedlige kontrol af fuldfoderet.
-Vi sender en foderprøve ind sammen med ydelseskontrollen. Det kræver ikke ret meget ekstra arbejde men giver meget mere føling med og viden om, hvad køerne får at æde. Hver gang vi får kontrolleret, kan vi justere blandingen, forklarer Helge Nielsen.
Sundere køer
Samtidig ser Helge Nielsen ikke meget til sin dyrlæge.
-Vores køer er blevet sundere det seneste års tid, så dyrlægeregningen er faldet drastisk, siger den vestjyske landmand.
Hvor længe væksten i hans køers mælkeydelse varer ved, er han spændt på.
- Der må jo være en top, så ydelsen må stabilisere sig på et tidspunkt, siger Helge Nielsen med et smil.